“Alle har vundet, og alle må have en præmie” – sådan lyder dodo-fuglens dom i Alice i Eventyrland. Denne litterære reference har givet navn til et af psykoterapiforskningens mest robuste fund: Forskellige terapiformer viser konsistent samme effektivitet når de sammenlignes i kontrollerede studier.
Hvad fortæller forskningen os?
Siden Saul Rosenzweig først formulerede hypotesen i 1936, har over 1000 studier bekræftet, at psykoterapi virker – med en imponerende effektstørrelse på 0,80. Men det overraskende er ikke, at terapi virker. Det overraskende er, at det tilsyneladende ikke betyder noget, hvilken specifik metode terapeuten anvender.
Kognitiv terapi, psykodynamisk terapi, gestaltterapi, systemisk terapi – når man sammenligner dem i veltilrettelagte studier, finder man gang på gang den samme konklusion: De virker alle sammen, og de virker lige godt.
De virkelige forandringsagenter
Hvis ikke det er den specifikke metode, hvad er det så, der skaber forandring? Forskningen peger på nogle fælles faktorer:
- Klientfaktorer (80-87%): Det meste af forandringen kommer fra klientens egne ressourcer, motivation og livsomstændigheder
- Alliancen (5-8%): Kvaliteten af den terapeutiske relation
- Terapeutfaktorer (4-9%): Terapeutens kompetence og evne til at skabe trygge rammer
- Håb og forventning (4%): Klientens tro på at terapi kan hjælpe
- Teknik/metode (1%): Den specifikke terapeutiske tilgang
Implikationer for uddannelse
Denne viden har fundamentale konsekvenser for, hvordan vi uddanner psykoterapeuter. På Gestaltinstituttets psykoterapeutuddannelse har vi taget konsekvensen af dodo-effekten ved at fokusere på:
Relationel kompetence frem for manuel-tro: Vi træner evnen til at skabe og vedligeholde en stærk terapeutisk alliance, da dette er langt vigtigere end at følge en specifik protokol.
Personlig udvikling som fundament: Siden terapeutfaktorer betyder mere end teknik, investerer vi massivt i de studerendes egen terapeutiske udvikling gennem egenterapi og supervision.
Fleksibilitet frem for rigiditet: Vi lærer de studerende at tilpasse deres tilgang til den enkelte klient frem for at insistere på én “rigtig” metode.
Feedback-informeret praksis: Ved løbende at måle klientens oplevelse kan terapeuten justere sin tilgang og sikre, at terapien faktisk hjælper.
Et opgør med metode-krigen
Dodo-effekten inviterer os til at opgive de endeløse diskussioner om, hvilken terapiform der er “bedst”. I stedet kan vi fokusere på det, der virkelig gør en forskel: At udvikle dygtige, relationelt kompetente terapeuter, der kan møde deres klienter med nærvær, faglighed og fleksibilitet.
Dette betyder ikke, at alle terapeuter er lige gode – tværtimod viser forskningen store forskelle mellem individuelle terapeuter, selv inden for samme metode. Det handler altså mindre om hvilken skole du tilhører, og mere om din evne til at skabe et trygt, håbefuldt rum for forandring.
Vejen frem
Anerkendelsen af dodo-effekten behøver ikke føre til nihilisme eller ligegyldighed omkring metode. Forskellige tilgange tilbyder forskellige sprog og rammer for at forstå menneskelig lidelse og forandring. Det vigtige er at vælge en tilgang, der resonerer med dig som person og som du kan praktisere autentisk og engageret.
Læs mere om hvordan vi integrerer denne viden i psykoterapeutuddannelsen