Hvad er gestaltterapi?

GESTALTTERAPIENS HISTORIE

Gestaltterapien har altid udviklet sig og lavet kreative tilpasninger for at være relevant og inkluderende i en stadig mere forandrende og forskelligartet verden.
De forskellige gestaltterapeutiske trænings- og uddannelsesinstitutter over hele verden har lagt forskellig vægt, prioriteringer og fortolkninger i gestaltterapien siden starten i 1950’erne.

Vi mennesker er i konstant samspil med vores omgivelser, og i en evig forandrende verden kan rigide relationelle mønstre forringe evnen til at udnytte vores potentiale. Gestaltterapeuter mener, at vi som mennesker har evnen til kreativt at tilpasse os vores livsbetingelser ved at regulere vores sameksistens med vores omgivelser.
Da mange af vores vanskeligheder skabes i vores relationer, vil personlig vækst og forandring skabe stærkere relationer.

Den gestaltterapeutisk metode, der er grundlaget for Gestaltinstituttet, fokuserer på:

• at terapien fokuserer mere på processen (det der sker) end på indholdet (hvad der tales om). Vi lægger vægten på det, der gøres, tænkes og føles i øjeblikket mere end på det, der var, kunne være eller skulle være.
• at øge klienternes opmærksomhed på, hvordan de fungerer i deres omgivelser, f.eks. familien, parforholdet, arbejdsmæssigt etc. I terapien støtter vi klienterne til at blive opmærksomme på, hvad de gør, hvordan de gør det, og hvordan de kan forandre sig selv, og på samme tid lære at acceptere, udvikle og værdsætte sig selv.
• at undersøge sig selv i relation til andre.
• en ligefrem, omsorgsfuld, varm, accepterende og ligeværdig dialog i relationen mellem klient og terapeut. Vi støtter klienten i sit arbejde igennem smertefulde emotionelle blokeringer, og sammen undersøger vi nye måder at være i verden på.
• vi anvender en bred vifte af aktive psykoterapeutiske interventioner og metoder.
• som terapeuter ved vi ikke, hvad der er bedst for klienten, men vi støtter klienten til at undersøge og opdage, hvad det kan være.
• vi prøver ikke at adfærdskorrigere, opdrage eller træne klienten på en bestemt måde. Vi støtter klienten til at finde sin egen vej i at leve sit eget personlige og meningsfulde liv.

Oplevelser

Oplevelser er individuelle og mere end blot tanker og minder, selvom de også er meget vigtige. Oplevelser inkluderer også bl.a. følelser, fornemmelser, opfattelser, adfærd og kropsfornemmelser. Det er gestaltterapiens mål at møde og støtte klienten i at inddrage alle oplevelser som en del af terapien.

Social ansvarlighed

Gestaltterapien tager menneskerettigheder og socialt ansvar alvorligt.
Gestaltterapien anerkender den enkeltes ansvar for sig selv og for andre. Gestaltterapiens principper rækker ind i bredere sociale områder. Ved at kræve respekt for alle mennesker og en stor respekt for forskellene mellem mennesker, støtter gestaltterapien en humanistisk ligeværdig tilgang til det sociale liv og opmuntrer mennesker til at efterleve disse principper i samfundet.

Gestaltterapiens rødder

Gestaltterapien bygger på fire vigtige teoretiske og metodologiske byggesten:

• Den fænomenologiske metode.
• Den relationelle dialog.
• Feltteoretiske strategier.
• Friheden til at eksperimentere.

Den fænomenologiske metode
Fænomenologien er både en filosofi og en videnskabelig metode og er grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl.
Husserl mente, at det væsentlige findes i det umiddelbart givne – i fænomenerne – dvs. sådan som vi oplever med vores sanser. I gestaltterapien bruger vi den fænomenologiske metode til i dialogen at undersøge klientens oplevelse, sådan som klienten oplever dem.
De principper var også til stede i den tidlige gestaltterapeutiske formulering og praksis og som Fritz Perls beskrev i ”Ego, Hunger and Aggression” og i ”Grundbog i Gestaltterapi”. Tidligere lagde den gestaltterapeutiske teori vægt på den personlige individuelle oplevelse og den eksperimenterende metode.
Med indflydelse fra Erving og Miriam Polster blev vægten lagt på kontakt mellem selvet og andre, samt den relationelle dialog mellem terapeut og klient. Senere kom feltteorien til som endnu et vigtigt element.
Målet med gestalt-fænomenologisk undersøgelse er opmærksomhed eller egenindsigt. I gestaltterapien er egenindsigt en undersøgelse og tydelig forståelse af situationens mønstre.
Ved en fænomenologisk undersøgelse vil det blive tydeligt, hvordan klienten selv oplever det, der siges.

Der er tre regler i den fænomenologiske metode:

1. Reglen om epoche eller parentes: Når terapeutens forventninger sættes i parentes, er der mulighed for at tage åbent mod den verden, som klienten lægger frem.
2. Reglen om beskrivelse: Når man beskriver i stedet for at forklare og søge årsagssammenhænge, vil klientens situation naturligt vise sig.
3. Reglen om ligeværdighed: Intet element er vigtigere end et andet. Terapeuten ser hvert punkt af klientens beskrivelse som havende lige værdi eller betydning.

Den relationelle dialog
Den relationelle dialog er fundamentet i gestaltterapien.
For at skabe en dialogisk relation skal gestaltterapeuten rette opmærksomhed mod sin egen tilstedeværelse og skabe det rum, der skal til, for at klienten kan komme ind og være til stede. Dette kaldes også inklusion og gestaltterapeuten overgiver sig til det, der sker i modsætning til at kontrollere det.
At inkludere er at acceptere, hvad end klienten vælger at præsentere, uanset om det er en defensiv eller afvisende holdning.
At praktisere inklusion er at støtte klientens tilstedeværelse sådan, at klienten er til stede og at det er det bedste, som klienten kan gøre lige nu.

Feltteori
Feltteorien stammer fra Kurt Lewins videnskabelige arbejde med at anvende videnskabelige metoder og eksperimentere i undersøgelsen af social adfærd. Kurt Lewin tilpassede ikke blot gestaltprincipper, men han anvendte dem i udviklingen af en teori om personlighed og udvikling; det vi i dag kender som den psykologiske feltteori.
Feltet kan ses på to måder; der er fænomenologiske dimensioner, og der er ontologiske dimensioner til ens felt.
Den fænomenologiske dimension er alle de fysiske og omgivelsesmæssige kontekster, som vi lever og bevæger os i. Det kan være på arbejdspladsen, hjemme, by eller land osv. Det fænomenologiske felt er den objektive virkelighed, der støtter vores fysiske eksistens.
Den ontologiske dimension er alle de mentale og fysiske dynamikker, der bidrager til en persons følelse af sig selv, ens subjektive oplevelse – ikke blot elementer af omgivelsernes kontekster.

Feltet er et hele, hvor delene er i umiddelbar relation til og ansvarlig over for hinanden og hvor ingen dele er upåvirket af, hvad der ellers sker i feltet. En persons livsrum udgør et felt.
Der er ingen menneskelige situationer, der ikke er i et felt. Mennesker er altid i et felt og er indbyrdes afhængige. Alle mennesker i feltet er en del af de kræfter, der bestemmer, hvad der sker, og er derfor ansvarlige. Alle situationer i det menneskelige felt er en funktion af alle deltagerne og deres interaktioner. Idealet om individualisme og selvtilstrækkelighed er ikke i overensstemmelse med felttankegangen.
Et felt, en person eller et større system kan kun defineres i relation til dets dele og det større felt, som det indgår i.

Friheden til at eksperimentere
Gestaltterapien adskiller sig fra andre psykoterapier, fordi den bevæger sig mod handling og væk fra mere snak, og af den grund ses den også som en eksperimenterende tilgang.
Gennem eksperimenter støtter terapeuten direkte klientens oplevelse af noget nyt i stedet for blot at tale om muligheden af noget nyt. Måden som gestaltterapeuter søger at fremme deres klienters opmærksomheden på, er ofte gennem brug af sprog og nonverbale teknikker, øvelser, kropslighed, eksperimenter og drømmearbejde.
Eksperimenter understøtter den dialogiske tilgang, og målet med eksperimenter er forøget opmærksomhed mere end direkte forandring af adfærd.
Gestaltterapeutiske eksperimenter er fænomenologiske og er derfor et vigtigt aspekt i gestaltterapiens teori og praksis.

Gestaltterapiens relationelle perspektiv er en metode til at integrere dialogiske relationer med aktive/kreative teknikker med en fænomenologisk holdning og opmærksomhed.
Den fænomenologiske metode er netop fundamentet for integrationen af dialog og eksperimenter.
Især i gestaltterapien er eksperimenter en psykoterapeutisk intervention og en aktiv teknik, der i samarbejdet mellem gestaltterapeuten og klienten fremmer undersøgelsen af klientens oplevelse – den opmærksomhed, der er nødvendig for den terapeutiske opgave.

Gestaltpsykologi
Gestaltpsykologiens overordnede teori er holisme og fænomenologi, dvs. gestaltpsykologien beskæftiger sig med helheder og fænomener.
Gestaltpsykologien udvikledes i begyndelsen af 1900 af K. Goldstein, W. Köhler, K. Koffka, M. Wertherimer, K. Lewin, samt danske Edgar Rubin, der var optaget af at undersøge, hvordan mennesket oplever.
De undersøgte og beskrev gestaltningsprincipper, som de formulerede fænomenologisk, dvs. sådan som de viste sig, uden at forklare årsager.

Gestaltpsykologien er en teori om, hvordan mennesket bærer sig ad med at erkende.
Mennesker organiserer automatisk sansepåvirkninger i helheder, i gestalter, så de danner genkendelige mønstre med bestemt betydning/mening, som giver gestaltterapeuten en forståelse for, hvordan klienten oplever og handler.
Ordet ”gestalt” beskriver den fælles karakter mellem mønster og elementer, og i gestaltterapeutisk praksis refererer det til vores tendens til at se og handle i helheder i stedet for i dele. Derfor ses sindet, kroppen og ånden som et hele og ikke som adskilte funktioner.
I gestaltterapien er helheden og integriteten af helheden afgørende vigtig, da vi er født lige, hele og fulde af muligheder, og vi tilpasser os som en måde at klare modgang på.

Eksistentialisme
I gestaltterapien er eksistentialismen det overordnede værdisyn, dvs. at gestaltterapeuten undersøger det, der kommer frem i terapien i forhold til de værdier, som eksistentialismen anser som væsentlige.
Med ordet eksistens menes der ‘virkeligheden, sådan som mennesket oplever den’, som menneskets oplevelse af de vilkår, som den menneskelige eksistens består af.
I terapien viser det sig dels i terapeutens fokus på værdier, ansvar og det personlige valg, og dels på fokus på nu‘et i stedet for på fortid, nutid og fremtid. På hvordan, frem for årsagsforklaringer og vigtigheden af at skabe mening.
Terapeutisk viser det sig i relationen mellem terapeut og klient ved at vægten lægges på nærvær, anerkendende relationer og autencitet – frem for teknikker og metoder.
Derfor er gestaltterapi en ”ikke teknisk” terapeutisk tilgang. Det er relationen mellem terapeuten/klienten og terapeutens evner til at være sammen med klienten, der fremmer den terapeutiske proces.

Eksistentiel filosofi begyndte med Kierkegaard og blev videreudviklet af Gabriel Marcel og Merleau-Ponty, der fokuserede på eksistensen som ”en individuel menneskelig eksistens” og på problemer relateret til meningen med menneskets eksistens, frihed og skæbne.
Eksistentielle filosoffer fokuserer på den enkelte og er i deres metode mere eller mindre fænomenologiske. Omdrejningspunkt er den umiddelbare forståelse af væren (hvad er); at møde mennesker i deres respektive situationer, hvor de er forbundet til verden og andre mennesker.

Kreativitet, eksperimenter og psykodrama
Gestaltterapien anvender mange psykodramateknikker, f.eks. den tomme stol, kropsopmærksomhed mv.
J.K. Moreno grundlagde psykodrama i begyndelsen af 1900 og beskrev det som en ”Videnskabelig undersøgelse af sandheden gennem dramatiske metoder”.
Psykodrama er en måde at eksperimentere med at leve livet uden at blive straffet for at lave fejl.
Psykodrama er et slags laboratorium for menneskelige relationer, der undersøger og eksperimenterer med interpersonelle relationer i fortiden, nutiden og fremtiden.
Et af de vigtigste elementer i psykodramaet er spontanitet og kreativitet.
Spontanitet er evnen til prøve en ny og passende reaktion på en tidligere situation – eller en passende reaktion på en ny situation.
Spontanitet er nødvendig for, at der kan ske en kreativ tilpasning.   
Moreno var pioner indenfor behandling af familier, og indenfor den oplevelsesorienterede familieterapi anvender Virginia Satir psykodramatiske teknikker.

Gestaltterapeutisk kropsarbejde
Gestaltterapi er en interaktiv og holistisk form for psykoterapi, der fokuserer på det hele menneske og anerkender enheden af sind, krop og følelser.
Merleau-Ponty og James Kepner har begge bidraget til gestaltterapien med deres fænomenologiske filosofi om kropslig opmærksomhed og dualismen mellem krop og sind.
Bevægelse, berøring og sansemæssig opmærksomhed støtter det terapeutiske arbejde med at integrere fornemmelser/følelser med intellektet til et mere integreret hele.
Gestaltterapeutisk kropsarbejde tilstræber ikke at gennembryde muskulær og kropslige blokeringer, men blot at forøge opmærksomheden omkring, hvor de befinder sig i kroppen og de følelser, der er knyttet til dem.
Ved gestaltterapeutisk kropsarbejde observer terapeuten, hvordan klientens kropssprog viser en indlysende uoverensstemmelse mellem verbal og kropslige udtryk. Det giver terapeuten information om, hvor man i samarbejde med klienten kan undersøge den uudtalte kommunikation mellem terapeut og klient og videre skabe eksperimenter, der fører til at krop og psyke ”taler uden en stemme”.
Andre gestaltterapeutiske pionerer er Miriam Taylor og hendes arbejde med embodiment og traumearbejde,

Gestaltterapeutisk forskning
Gestaltterapien ser det som en vigtig strategisk opgave at integrere og anvende den nyeste viden fra forskningen i gestaltterapeutiske uddannelser globalt.
Forskningen hjælper gestaltterapeuter med at udvikle, understøtte og forbedre gestaltterapeutiske kliniske modeller, demonstrere effektiviteten ved vores metode og at forbedre vores forståelse af hvilke dimensioner og aspekter, der skaber forandring i psykoterapien.
Forskning støtter også vores forståelse af vores gestaltterapeutiske praksis og understøtter kvalitative faglige kompetencer.
Ikke mindst bidrager forskningen til at gestaltterapien fortsat er en valid, anerkendt og veletableret psykoterapeutisk metode.
På Gestaltinstituttet er vi en naturlig del af EAGT og Gestalt Therapy Research Network, hvor formålet er at understøtte anvendelsen af forskning på vores gestaltterapeutiske uddannelsesinstitutter, både kvalitativ og kvantitativ, gennem netværk og samarbejde om lancering af forskningsprojekter, aktionsforskning og publicering af forskningsresultater.

Hvad laver en gestaltterapeut?

Gestaltterapeuter er højt kvalificerede psykoterapeuter, der praktiserer gestaltterapi som psykoterapeutisk metode.
En gestaltterapeut arbejder psykoterapeutisk indenfor en bred vifte af relationelle og psykiske vanskeligheder.
Gestaltterapeuter har både et dybt kendskab til terapeutiske metoder og er trænet til at skabe, udvikle og vedligeholde relationer og har de personlige kompetencer til at støtte klienterne og skabe et trygt rum, hvor man sammen undersøger vanskelige følelser, forstår underliggende relationelle mønstre og arbejder med relationelle forandringsprocesser.
Gestaltterapeuten er trænet til at arbejde med en bred vifte af forskellige mennesker, baggrunde og uddannelser på et højt avanceret niveau både med enkeltpersoner, par, familier og grupper.
Gestaltterapeuter er også trænet til at arbejde med at styrke relationer og lede forandringsprocesser i organisationer og på tværs af organisationer.

Uddannelsen som gestaltterapeut er en efteruddannelse, som man sædvanligvis tager efter en grunduddannelse. Ofte integrerer man begge sine kompetencer.
Gestaltterapeuter har efter endt uddannelse kompetencerne til både at arbejde selvstændigt i privat praksis og til at arbejde i jobfunktioner, der hviler på relationsdannelse, især inden for f.eks. det sundhedsfaglige, pædagogiske og sociale område.
Gestaltterapeuter varetager mange forskellige funktioner ud over at have egen privat praksis. De arbejder indenfor funktioner, hvor man skal have gode relationelle og kommunikative kompetencer, solide personlige lederskabsevner f.eks. indenfor forandringsprocesser, rådgivning, vejledning, mentoring o. lign.
Gestaltterapeuter arbejder også indenfor funktioner som HR, organisationsudvikling, coaching og træning, hvor den gestaltterapeutiske metode er en effektiv måde at skabe forandring på hos den enkelte, i teams og på tværs af organisationer.