Kan man skabe nærvær gennem en skærm? Om online supervision

af | 11. november 2026 | Nyheder, Supervision

For ikke så mange år siden foregik næsten al min supervision i et lokale hvor jeg fysisk sad over for supervisanderne. I dag oplever jeg at flere supervisander ønsker at mødes online bl.a. fordi det sparer tid og transport. Det er f.eks. en sygeplejerske på aftenvagt, en psykoterapeut med egen praksis geografisk langt fra en dygtig supervisor eller en leder hvis kalender er fyldt med møder fra morgen til aften. Det kan også være en gruppe medarbejdere der arbejder forskellige steder og ikke har tid til at køre efter fælles supervision. Trods (indrømmet) min egen tidligere modstand må jeg erkende at online supervision er kommet for at blive og som supervisor skal jeg kunne begge metoder.

Men når jeg superviserer online er det noget andet end når jeg gør det fysisk i et lokale. Det er hverken bedre eller dårligere, men anderledes og det kræver noget andet af mig som supervisor.

Når vi f.eks. sidder i samme rum mærker vi hinanden med hele kroppen. Vi ser når supervisanden flytter sig i stolen eller når vejrtrækningen ændrer sig midt i en sætning. Meget af det vi bruger i supervisionen sker i de små ting som vi ikke altid lægger mærke til at vi lægger mærke til. På skærmen ser vi et ansigt og måske lidt af skuldrene. Lyden kan være forsinket og tavsheden føles anderledes når man ikke kan se hvad den anden gør med den.

Samtidig giver skærmen også nogle andre muligheder. Nogle supervisander har nemmere ved at åbne sig når de sidder i deres eget hjem. Det er lettere for dem at finde tid og supervisionen kan nemmere blive en fast del af hverdagen i stedet for noget der bliver aflyst fordi der ikke lige var tid til at køre. Som supervisor kan jeg nå folk som ellers aldrig ville have haft mulighed for supervision.

I gestaltterapien taler vi om kontakt. Kontakt kan godt opstå gennem en skærm men den kræver noget andet af mig. Når jeg ikke kan se supervisandens krop, må jeg lytte mere til min egen. Hvad mærker jeg mens supervisanden fortæller? Hvornår bliver jeg træt, urolig eller helt rolig? Jeg må også spørge mere ind til det jeg ikke kan se. Hvordan sidder du nu? Hvad sker der i dig lige nu? Spørgsmål som virker helt naturlige online og som ofte bringer supervisanden tættere på det hun egentlig er optaget af.

Rammerne bliver også vigtigere. Sidder supervisanden et sted hvor hun ikke bliver forstyrret? Kan andre høre med? Hvad gør vi hvis forbindelsen falder ud midt i noget svært? Det aftaler vi fra starten. Et digitalt rum skal være lige så trygt som et fysisk.

Især gruppesupervision online har sine egne spændende udfordringer. Som supervisor ser jeg f.eks. 4 ansigter i hver sin lille firkant. En nikker, en kigger ned og en har slukket kameraet et øjeblik. Hvem er optaget af det der bliver sagt og hvem er et helt andet sted? Det er sværere for mig som supervisor at mærke stemningen i gruppen og sværere at se hvem der gerne vil sige noget. I et lokale kan man se når nogen trækker vejret ind for at tale eller læner sig lidt frem. På skærmen taler folk i munden på hinanden eller venter så længe at øjeblikket går tabt. Den der er stille i et lokale kan nemt blive helt usynlig på en skærm.

Og så er der selvfølgelig alt det der sker mellem deltagerne. I et lokale opstår der små blikke og smil og sideløbende reaktioner som jeg kan bruge. Online taler alle direkte til mig, og så risikerer jeg at sidde med 4 deltagere der hver især taler med mig, men ikke med hinanden. Som supervisor skal jeg være mere aktiv og mere tydelig i hvordan vi taler sammen.

Sådan træner vi online supervion på uddannelsen

På vores supervisoruddannelse foregår modulerne fysisk ansigt til ansigt, for der er noget man kun kan lære når man sidder sammen. Men online supervision er en fast del af træningen. Noget af din træningssupervision med egne supervisander foregår online, og du får selv supervision både fysisk og på skærmen. Studiegrupperne mødes både fysisk og online. På den måde oplever du begge former både som supervisor og som supervisand, og du finder ud af hvad der virker for dig og hvad du skal være særligt opmærksom på for at blive en dygtig supervisor.

Supervisoruddannelsen er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening. Er du psykoterapeut bliver du certificeret supervisor MPF, og kommer du fra et andet fag bliver du certificeret supervisor. Uddannelsen løber over 18 måneder med seks moduler à tre dage, og modulerne ligger fra fredag til søndag så du kan passe dit arbejde ved siden af. 

Forfatter

Anette Krogh
Anette har gennem mange år arbejdet som privatpraktiserende psykoterapeut primært med parterapi, individuel terapi, familieterapi og sexologisk rådgivning. Desuden arbejder hun i forskellige institutioner og organisationer som supervisor og proceskonsulent.

Andre indlæg i kategorien

Hvad kendetegner en god sexologuddannelse?

Sexolog er ikke en beskyttet titel i Danmark, og i princippet kan alle kalde sig sexolog efter et weekendkursus. Men at vide noget om sex er ikke det samme som at kunne tale kvalificeret med et menneske om det, og en god sexolog skal kunne begge dele: have den...

AI med i praksis: hvad betyder den for os som sexologer?

Fra sexrobot til AI-kæreste Jeg har lige forberedt og opdateret min undervisningen om fremtidens seksualitet til vores sexologistuderende, og lige præcis dette tema skal opdateres hele tiden for der sker konstant noget nyt. Når man taler om teknologi og sex, tænker...

Hvorfor sexologisk viden er blevet en nødvendighed, ikke et tilvalg

Seksualitet kan få selv erfarne og dygtige fagfolk til at blive usikre. Psykoterapeuter, der ellers kan rumme sorg, vrede og de tungeste livskriser uden at blinke, kan pludselig komme til at skifte emne, eller sige “det er ikke lige mit område”, når en klient bringer...

Hvad er forskellen på psykolog og psykoterapeut?

Mange potentielle ansøgere spørger mig om forskellen mellem psykolog og certificeret psykoterapeut. Der er faktisk markante forskelle - både i uddannelse og i hvordan vi arbejder med mennesker. Uddannelsesvejen - akademisk viden eller relationel træning Psykolog er en...

Nye indlæg i mailboksen

Vil du modtage en mail når vi udgiver nye indlæg, så skriv dig op her.